Musik: Niels Kirkegaard / Tekst: Thorstein Thomsen

De var på feriekoloni.
Han var elleve. Hun var ti.
Hun tog hans hånd. Han var så sky.
Han boede i en anden by.
Nu var det slut, og du sku’ hjem.
At bussen gik kvarter i fem
var ikke til at holde ud.
Han var plysset. Han hed Rud.
Og han fik aldrig visket,
aldrig visket i hendes øre:
Kys mig.
Kys mig.
Giv mig knus og kys mig,
før det er for sent.

En regnfuld morgen i august
med åbent vindue og en duft
af blade, græs og regnfuldt hø.
En gammel mand er ved at dø.
Hans kone retter på en snip.
Imens så gi’r han stille slip
på livet, på den lyse dag.
Den kommer nu, hvor han står af.
Og han kan ikke hviske
ikke hviske i hendes øre:
Kys mig.
Kys mig.
Giv mig knus og kys mig,
før det er for sent.

Din dreng har grædt i et kvarter.
Nu skal han afleveres her.
Hans ansigt skinner rødt og vådt
af tårer og af sved og snot.
Du smiler ømt. Du elsker ham
og tænker, at det er en skam,
at klokken nu er over ni.
Om lidt er morgenen forbi,
så husk at hviske
husk at hviske i hans øre:
Kys mig.
Kys mig.
Giv mig knus og kys mig,
før det er for sent.